Skatterådgivning

Hvad er skatterådgivning?

Indledningsvis er det vigtigt at sondre mellem skatterådgivning og skattevejledning. Skatterådgivning handler om at tilvejebringe forslag til dispositioner, der kan minimere skatten, hvorimod skattevejledning blot handler om at redegøre for skattereglerne, og hvordan man indberetningsmæssigt mv. ifølge loven må indrette sig herpå (tax compliance).

Skattemyndighederne er forpligtiget til at give skattevejledning til borgerne, men yder ikke skatterådgivning. Man behøver derfor ikke at gå til en skatterådgiver, hvis man kun ønsker skattevejledning.

Skatterådgivning i grå-zonen

Indenfor skatterådgivning taler man om rådgivning i hvid zone, grå zone og sort zone. Skatterådgivning indenfor hvid zone eksisterer som udgangspunkt ikke. Foretager man nogle dispositioner, der alene er båret af ønsket om en skattebesparelse, så er det minimum en grå-zone – medmindre man kun udnytter de muligheder for skatteeliminering som myndighederne eksplicit har indlagt i loven. F.eks. indbetaling på en fradragsberettiget rate-pension eller en skattefri omstrukturering mv. Men uden for dette område er alt en grå-zone.

Det skyldes bl.a., at skattemyndighederne og domstolene i sin magtarrogance har taget definitionsretten til ordene og vilkårligt selv bestemmer, hvilket bevisbyrdeniveau skatteyderen skal underlægges. Dermed kan myndighederne og domstolene altid opnå det resultat de ønsker – uanset hvad der står i loven. Det er således ikke juraen, der finder resultatet, men resultatet, der finder juraen. Domstolene opererer i realiteten som små minifolketing, der via bagdøren foretager lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Et godt eksempel er parcelhusreglen. Parcelhusreglen tilkendegiver, at man kan sælge sin bolig skattefrit, hvis man har anvendt boligen privat. Der er ikke loven eller lovbemærkningerne nogen udmelding om, hvor intensiv den private anvendelse skal være, så skal man følge almindelig lovfortolkning, så skulle et par dages privat anvendelse være nok.

Man domstolene kan frit vælge at sige, at den private boliganvendelsen skal være kvalificeret seriøs, og med dette udgangspunkt kan domstolene frit opdigte nye betingelser, der ikke står i loven eller lovbemærkningerne.

F.eks. kan dommerne sige, at det kun er en seriøs privat anvendelse, hvis man flyttede ind i boligen med henblik på at bo der tidsubestemt, og skatteyderen har bevisbyrden for at påvise, at denne betingelse er opfyldt – og hvordan løfter skatteyderen lige den bevisbyrde. Eller dommeren kan sige, at det kun er en seriøs privat boliganvendelse, hvis man har anvendt boligen privat i minimum 2 år – og pludselig har domstolene opdigtet en 2-årsfrist – som du naturligvis ikke kendte.

Mange der har anvendt sin bolig privat, og dermed opfylder lovens ordlyd, må derfor sande, at salgsprovenuet alligevel ikke var skattefrit selvom de opfyldte lovens ordlyd omkring skattefrihed.

Bevisbyrdeniveauet bestemmer domstolene og myndighederne også helt suverænt. Skal man følge almindelig lovfortolkning, så skal skatteyderen blot sandsynliggøre, at de relevante fradragsbetingelser er tilstede, hvilket vil sige mere end 50 % sandsynlighed, men myndighederne og domstolene kan vilkårligt vælge at løfte bevisbyrde-niveauet til noget nær 100 %.

Domstolene kan også blot fremføre, ”Skatteyderen har bevisbyrden for at påvise, at de relevante fradragsbetingelser er tilstede. Sagsøger har ikke med sine forklaringer og indsendte dokumentation løftet denne bevisbyrde. Skatteministeriet bliver at frifinde”.

Domstolene behøver slet ikke kommentere, hvorfor dokumentationen er utilstrækkelig.

Eller domstolene kan skrive i deres konklusion; ”Det juridiske set-up har ikke en sådan økonomisk substans, at det skal tillægges skattemæssig betydning. Skatteministeriet bliver at frifinde”.

Domstolene kan altid med et pennestrøg tilsidesætte det juridiske set-up – uden nærmere begrundelse.

I Danmark har vi ingen omgåelsesparagraf som i Sverige, men det skyldes alene det forhold, at en sådan omgåelsesbestemmelse er helt overflødig i Danmark. Domstolene dømmer alligevel som om der eksisterede en omgåelsesbestemmelse.

Derudover er dommernes viden omkring skatteret meget ringe, hvilket i praksis medfører, at man næsten altid giver skattemyndighederne medhold. Man magter ikke opgaven at være overdommer i skattekonflikten.

Effektiv Skatterådgivning og skatteplanlægning

Skal der laves effektiv skatterådgivning, skal man opfylde en af følgende 3 betingelser:

1. Man skal have EF-domstolen/EU-retten på sin side
2. Man skal have andre landes skattemyndigheder på sin side
3. Man skal bevise, at de pågældende dispositioner også giver økonomisk mening, når man fjerne skattefordelen

Ad 1) I modsætning til de nationale domstole, så har EF-domstolen et meget positivt syn på skatterådgivning, så længe skatterådgivningen ikke hviler på fiktive dispositioner.

Myndighederne og domstolene i de enkelte medlemslande har således lidt adskillige nederlag, når sagen endte hos EF-domstolen.  Gang på gang har EF-domstolen meddelt, at det er helt i overensstemmelse med EU-rettens ånd og bogstav, at virksomheder foretager selskabs-etablering i andre EU-lande – alene med det formål at spare i skat. Ifølge EF-domstolen er skattebesparelse et helt legitimt mål at forfølge.

EU-retten er relevant, når der foretages grænseoverskridende dispositioner indenfor EU – f.eks. transfer pricing eller selskabsetablering

Ad 2) Ved selskabsetableringer i andre lande, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, så er der gode muligheder for skatteplanlægning.

I den internationale skatteret er det f.eks. således, at selskaber skal betale skat i det land, hvor selskabet har ledelsens sæde – altså der hvor direktøren bor.

Oprettelse af et Cypern-selskab med lokal ledelse medfører således, at selskabet skal beskattes på Cypern. De danske skattemyndigheder kan så i princippet fremføre, at direktøren blot er en stråmandsdirektør – eller at aktionæren i Danmark skal bevise, at det reelt ikke er ham der styre selskabet.

Men de Cypriotiske skattemyndigheder vil jo med rette fremføre, at hvis den Cypriotiske direktør er den eneste tegningsberettiget i selskabet, så er han også reelt direktør – hvilket er i overensstemmelse med OECD-guidelines, og da de danske og cypriotiske skattemyndigheder i princippet skal være enige, så bliver det meget tungt for de danske skattemyndigheder at underkende arrangementet.

Transfer pricing er også et godt værktøj da Danmark jo kun kan lave en transfer-princing forhøjelse, hvis de udenlandske skattemyndigheder vil foretage en tilsvarende nedsættelse, hvilket de sjældent vil.

Ad 3) Det hjælper betydeligt på skatteplanlægningen, hvis de dispositioner man foretager, også er almindelig driftsmæssig begrundet.

Her skal man være opmærksom på, at de forskellige lav-skattelande også har andre fordele end det skattemæssige. Det kan være smidigere selskabsretlige regler, billigere arbejdskraft eller bedre investeringsmuligheder.

Dubai, der er et nul-skatteland, bliver også kaldt guld-landet fordi en meget stor del af verdens good delivery gold bars placeres i Dubai. Skal man investere i good delivery gold bars, så er det hensigtsmæssigt at etablere et selskab i Dubai med en lokal direktør, der er omfattet af de lokale hvidvaskningsregler, så man kan overholde de lokale indberetningskrav mv.

Foretager man f.eks. guldinvestering i Dubai via et lokalt selskab, så vil myndighederne – og i særdeleshed domstolene – nok være meget tilbageholdende med at tilsidesætte arrangementet, hvis det er formelt korrekt sat op, da arrangementet jo giver driftsmæssig mening. Man får jo en ydelse, som ikke kan erhverves i Danmark.

Bruger man derimod Dubai-selskabet til at købe danske aktier eller obligationer, så er arrangementet risikofyldt – uanset det hele er formelt korrekt.